£ife in £ondon

Et uforglemmeligt nytår

2007-01-06T02:30:00.000-08:00

Efter en uges vidunderligt julebreak i Danmark med et sandt overfloedighedshorn af god dansk julemad og glaedelige gensyn med familie, venner og bekendte, var det den 30. dec. tid til at vende hjem til Bow, for at soerge for at nytaaret blev ligesaa godt. Og hvilken et af slagsen. Efter den overdaadige festmiddag af Roeget laks, Rumpsteak og Chokolademouse var skyllet godt ned med et par gode flasker vin, tog vi turen gennem feststemte East End til Trafalgar Square, hvor et farvestraalende fantastisk festfyrvaerkeri paa slaget tolv oplyste den moerke nattehimmel. En efterfoelgende fortryllende nat fuld af knivskarb indierock, smukke italienere, brusende champagne og velsignelsen af et kamera, saa det hele kunne huskes dagen derpaa, slog fast at foerste nytaar i London ikke bliver det sidste.

CC live at The Original Songwriter's

2006-12-05T05:58:00.000-08:00

Mandag aften skulle blive lidt af en musikalsk sejr for 'Davinci's', formerly known as Ian St. John & CC. Paa det prestigefyldte venue 'Songwriter's', hvor navne som Katie Melua og Babyshambles begge blev opdaget, gik de to unge musikere paa scenen ved titiden, og leverede et knivskarpt og velklingende saet foran det fyldte spillesteds forventningsfulde publikum. Foer aftenens to sidste numre kom den israelske cellist Guy Zion Gelem paa scenen, mens scenens eget diskantklingende flygel blev koert frem, og i en 10 minutters kraeftanstraengelse indfriede den nydannede trio publikums forventninger og forlod scenen til synet af roerte taarer og et oeredoevende bifald.

Bøsse for en aften

2006-12-05T05:07:00.000-08:00

At leve i London må siges at være noget af en multikulturel oplevelse, hvor perspektiv, horisont og grænser konstant udvides. Disse grænser skulle imidlertid komme på en hård prøve, da vi Lørdag aften ankom til i Wembley Arena og indså at vi var de eneste tre 'straights' blandt det enorme fremøde til koncerten med New Yorker-bandet Scissor Sisters. Hvad der var blevet fremlagt som værende en rockkoncert, skulle vise sig at blive en helaftenshyldest til homoerotik, løsrivelse og tilsyneladende evig ungdom og ynde. Rædselsslagne så vi til mens mostre og morfædre i kilt og tytskørter slog sig løs i dans, omfavnelse og intimberøring, og i tavshed funderede undertegnede over hvordan vi dog skulle komme igennem det. Men som aftenen skred frem, og hits som Take your mama out, Mary, og Comfortably Numb fik den legendariske scene til at gynge, løsnede det ligeså stille op i håndledende og fistelstemmen, og som ved et trylleslag var vi pludselig et med det publikum der sprængte lydmuren i et forløsningens brøl da forsanger Jake Shears skreg "Are there any homosexuals in the audience t'nite?!?". Den vanvittige aften blev sluttet af med de to landeplager I Don't Feel Like Dancing samt Filthy/Gorgeous leveret med suveræn musikalsk træfsikkerhed, og sammen med det halve Soho forlod vi stedet med adrenalinen pumpende i blodet, og en følelse af at bøsser måske har det lidt sjovere...?

£ife in £ondon, part 3

2006-12-04T06:03:00.000-08:00

På trods af den pulserende atmosfære og kulturelle overflåd London byder på, kommer der et tidspunkt hvor alting bliver hverdag. Således begyndte humøret og motivationen i den danske villa på Maresfield Gardens langsomt at dale, i takt med at juletiden sig hastigt nærmede.

På nettet fredag morgen viste et tilbud sig dog pludselig at fange vores interesse. Straks greb vi telefonen og kontaktede ejeren af en nyrenoveret penthouse-lejlighed på 20. etage, og fik uden tøven arrangeret en forevisning samme aften. Inden vi vidste af det, stod vi med et nyt sted at bo – kun 12 timer efter søgningens indledning.

Mandag flyttede vi ind, og kunne øjeblikkeligt konstatere, at vores nye flat var intet mindre end fantastisk; to store, lyse soveværelser, separat toilet, badeværelse med badekar, et overdådigt designerkøkken med et stilfuldt spisebord samt ovn, komfur, vaskemaskine, opvaskemaskine, køleskab, fryser, og derudover en rummelig hyggestue med loungy lædermøbler og den mest vidunderlige panorama-udsigt over det sydøstlige London.

For at fejre det store skridt blev der søndag således holdt housewarming

med manér, og tredje kapitel af £ife in £ondon var hermed skudt igang.

Britain, Britain, Britain...

2006-11-29T10:06:00.000-08:00

Gennem længere tid har vi foran tv-skærmen nøje fulgt med i, hvordan inkarnerede britter såsom teenagebrokkehovedet Vicky Pollard, den premierminister-forelskede Sebastian,
FatFighters-instruktøren Marjorie Dawes og ikke mindst Llandewi Breffi Village's only gay Dafydd Thomas har skejet ud i den engelske comedysketch-serie, Little Britain. Derfor købte vi billetter til live-showet. Og forventningerne var meget høje, idet vi entrerede Carling Academy i Brixton. Heldigvis blev de indfriet til fulde; det skete allerede fra første færd, da Lou og hans kørestolssiddende følgesvend, Andy, som de første betrådte de skrå brædder foran de 3000 gæster, som glædeligt slog sig på lårene i skyggen af det skarpe spotlys. Yeah, I know - de sædvanlige vanvittige quotations sad stilsikkert i munden på de lige så vanvittige personer, i hvert fald lige indtil en fra publikum råbte højt. Det distraherede de to skuespillere et kort øjeblik, hvorefter de i 15 minutter trådte ud af deres forudbestemte manuskript og i stedet improviserede sig endnu længere ind i publikums lattermuskler. Det gav hele showet et ekstra pift, og da flere personer fra tilskuerrækkerne senere blev hevet op på scenen for at deltage som udnyttede idioter i de bindegale sketches, nåede showet toppen. Samlet set en uforglemmelig oplevelse, kunne vi konkludere til sidst, og derudover blev påstanden om, at Little Britain-sketchene siger det, som folk ikke tør tænke, til fulde bekræftet.
£ £ £ £ £ £

Las bænket mod Enfield FC

2006-11-19T11:35:00.000-08:00

Acton Town FC skulle møde Enfield FC i 3. runde af den traditionsrige engelske AFA Cup, og jeg var udtaget til det betydningsfulde udebaneopgør. Enfield ligger et godt stykke nord for London, så det var en lang rejse, men på trods af det faktum tog min trofaste fan, CC, med for at se mig spille. Skuffelsen var dog svær at skjule, da jeg fik at vide at min startplads var på bænken. Flere af stamspillerne var tilbage efter skadespauser, og den lynhurtige angriber, Luke Boswell, lå alene i front. Allerede ved pausen var stillingen 3-0 til 'Old Actonians', men alligevel måtte jeg tålmodigt vente helt til midten af 2. halvleg med at løbe på banen. Fra min plads som central midfielder startede jeg øjeblikkeligt et godt kombineret angreb, der endte i en scoring. Kampen endte 5-0. Selvom jeg ikke fik lang tid på banen, nåede jeg endnu en gang at mærke den helt specielle følelse, det er at spille en kamp, hvor intensiteten er enorm. Mine team mates var tilfredse med min indsats, og umiddelbart ser det ud til at jeg er med på holdet, når der spilles turneringskamp næste weekend. Jeg håber på det bedste.

Acton Town FC (4-5-1): Noel Edghill - John Higgins (c), Paul Lambert, Stephen Cooke, Neil Johnson (Edward Owen 61.) - Michael Kendall, Graham Byrne, Chris Murphy (Lasse Skytt 67.), Lee Owen, Jamie O'Brien - Luke Boswell

CC live at POP

2006-11-11T02:14:00.000-08:00

For tredje gang begav den sorthvide duo sig så ud i Londons natteliv for at promovere en håndfuld af Ian Saint Johns bedste kompositioner. Midt i en travl og rodet tid, hvor alting synes at drukne i arbejde og vasketøj, skulle det blive et sæt med et stænk af udmattelse og usikkerhed, og den bløde RnB-karamel virkede med ét en tand mindre velserveret end tidligere. Alligevel blev koncerten sluttet af med forrygende versioner af de i forvejen stærkeste numre, og den skræddersyede arkustik på det hippe spillested på Oxford Street hjalp de flotte passager til at blive det mest velklingende de to har leveret til dato.

Musikkens essentielle betydning

2006-11-08T10:07:00.000-08:00

En anden uundværlig interesse, vi har dyrket i London, er den britiske rockmusik. Følgende to plader har krydret så mange gode oplevelser, at vi simpelthen er nødt til at fortælle jer om dem. Som til de stille hyggeaftener såvel som til de mere larmende party-stunder har Razorlight og The Feeling været glimrende selskab. Derfor giver vi lige et par anmeldelser af de fantastiske albums.

Razorlight - Razorlight (2006)
Med den karismatiske forsanger Johnny Borrell som frontfigur har engelsk/svenske Razorlight skabt deres andet album - en plade, der spænder vidt; fra den nypopulære dansable indierock, som tydeligt kommer til udtryk i hittet In The Morning, og over i den mere balladeprægede genre, hvor numre som America og Who Needs Love dominerer. Hele pladen tager udgangspunkt i typiske simple indierock-guitarriffs, der i smilende og tempofyldt originalitet har sneget sig ind i hjertet denne blogs kreatører. Razorlight er absolut kommet for at blive!
£ £ £ £ £ £

The Feeling - Twelve Stops And Home (2006)
The Feeling er et poprockens Picasso; her har vi at gøre med en plade, der holder, hvad den lover. Hitsinglen Never Be Lonely formår således at trække skiven helt i top med sine gennemgående træk fra artrock-genren, og er på den måde en glimrende repræsentant for pladens øvrige numre. Med alt fra tempofyldte indie-tracks til stemningsfulde ballader har The Feeling skabt noget helt exceptionelt, som i øjeblikket ikke ses andre steder i musikkens enorme univers.
£ £ £ £ £ £

Las tørner ud for Acton Town FC

2006-10-30T17:28:00.000-08:00

Inden jeg ankom til London var min drøm at prøve at spille for en engelsk klub. Den drøm blev således til virkelighed i sidste uge, da jeg efter en succesfuld prøvetræning i forstadsklubben Acton Town FC blev udtaget til at spille kamp for klubbens reservehold, som spiller i Junior League 1. division. På en uvant plads på højre midtbane havde jeg indledningsvist svært ved at finde takterne, men det hjalp heldigvis senere hen. Vi tabte kampen 3-2, men ikke desto mindre blev jeg udtaget til den vigtige pokalkamp nogle dage efter. Her gik det fremragende; fra min plads som playmaker assisterede jeg to mål i første halvleg inden jeg efter pauseteen blev skubbet frem som angriber. Der gik kun få minutter før jeg efter godt opspil scorede et flot mål. Min første scoring i det engelske! Niveauet svarer vel til Danmarksserien derhjemme, så det var slet ikke så dårligt. Med sejren på 6-1 avancerer 'The Actonians' i den engelske AFA-turnering. Attituden og aggressiviteten på banen er helt i top, hvilket er med til at øge både engagement og niveau. Der bliver tacklet igennem og man har ikke lang tid med bolden. Efter kampen ringede manageren for den nyopstartede semi-pro klub, Woodford Town FC, Jack Pridmore. Han ønsker at se mig til en prøvetræning i den kommende uge. Eventyret er begyndt...

Two double whiskey 'n' coke, please!

2006-10-30T16:34:00.000-08:00

Selv i en travl og individualiseret storby som London opstår traditioner, som får folk til at komme tættere sammen. For K's beboere drejer det sig om det ugentlige mandagsbesøg på en natklub med det noget intetsigende navn, Sports Bar. Hvis man skal lære sine bofæller at kende, ja hvad er så bedre end et sted hvor alkoholen kun koster 1 £? Uge efter uge drager vi i samlet flok mod Piccadilly Circus, hvor herlighederne finder sted, og arrangøren af drukturen er K's ældste huslejebetaler, Jannick aka Kongen, som på snedig jysk manér har formået at skaffe plads til en alkohol-hungrende herd omkring den populære bardisk.

I SAMLET TROP! Fornuftigt initiativ - men bliv nu ikke for stiv!

CC går i studiet

2006-10-30T11:30:00.000-08:00

I forbindelse med et forestående samarbejde med etablerede navne i musikindustrien, bl.a. John Altman (producer og komponist på Titanic, Goldeneye, Shall we dance etc.), Steve Blur (Radioheads advokat), og Kofi Kari-Kari (Percussionist for Jamiroquai, Michael Bolton, Phil Collins etc., og med hvem jeg har brugt en del tid sammen med og lært en masse af den sidste måned), tog Ian og jeg igår til et privat studie i Golders Green for at indspille de to stærkeste skæringer fra repertoieret. Det skulle blive både krævende og lærerigt at arbejde sammen med producere, lydmænd og et par toparrogante studiemusikere, men ikke desto mindre blev jeg den erfaring rigere.

CC live at Soho Rainforrest Festival

2006-10-22T11:21:00.000-07:00

Andet kapitel af samarbejdet med kunstneren Ian Saint John skulle udspille sig på en meget lille scene - men på Londons største indendørs festival. Efter at have fået stillet et studie til rådighed, og at have mødt og fået vejledning fra bl.a. musikere fra Jamiroquai, leverede duoen et mere sammenhængende og velspillet sæt, til trods for de ufatteligt trange rammer.

We are the Champions

2006-10-22T04:43:00.000-07:00

Forventningens glæde var svær at skjule hos de 8 gutter, da de lørdag formiddag drog afsted mod Southwark Park i det sydøstlige London. I K's navn repræsenterede vi de danske farver, mens modstanderne var hold fra Finland, Holland, Belgien og Norge. En håndfuld søde piger var taget med os, og med cheerleading, massage og friske forsyninger må vi indrømme at fanstøtten var essentiel. Begge gruppekampe blev vundet komfortabelt, 5-0 over Holland og 4-2 over Belgien, og i semifinalen havde finnerne ingen chance. Her scorede Nikolaj Laursen turneringens flotteste mål med et langskud, der smadrede sig op i målhjørnet. Så galdt det finalen. I den altafgørende kamp mod nordmændene var kræfterne næsten sluppet op, men heldigvis viste Anders 'Coach' Pedersen lidt af det overskud, han ikke havde haft i de foregående kampe. Efter fremragende forarbejde af Emil Kalmeyer kunne han sætte Jon Dahl-indersiden på læderet det sidste stykke ind i mål. 1-0 over Norge i en nervepirrende finale - sejren var hjemme! Efter kampen blev pokalen overrakt til anfører Lasse Skytt, der også blev turneringens topscorer med 5 mål. "Gi' mig et K! - K!"
VICTORY! Øverst fra venstre: Peter Englund, Nikolaj Laursen, Emil Kalmeyer, Anders Pedersen, Lasse Skytt og Thomas Bundgaard. Ikke på billedet: Jonas Kobberholm og Daniel Woods.

CC live at The Orange Club

2006-10-18T14:09:00.000-07:00

Mit liv vendte på en tallerken da jeg blev fyret fra 50timers jobbet som overklassetjener, der hidtil har taget al min tid. Straks jeg kom hjem smed jeg mit musikalske cv på nettet, og inden et døgn havde jeg fået 12 henvendelser fra bands/solister fra hele London der alle var interesseret. Jeg endte med at hooke mig på singersongwriteren Ian Saint John, som desperat manglede en pianist til et gig fire dage senere, hvor en live-ep skulle indspilles.. Og på denne måde mit første gig i London, som gik godt på trods af tidspresset op til. To be continued...

Snusket billiard

2006-10-18T13:47:00.000-07:00

Den må vi lige have med... Vores lokale værtshus, der groft sagt består af et køleskab, et kælderrum og to billiardborde... Stedet virker til aldrig at have lukket, på trods af at vi altid er de eneste, lige meget hvilken tid af døgnet vi vælter ind ad døren på..

Heart of Hampstead

2006-10-18T12:54:00.000-07:00

Dette indslag synes på overfladen ikke at være værd at skrive hjem om. Men jo. For store som små oplevelser og indtryk bør have sin ret, for at tegne et hverdagsbillede af livet i Hampstead. På den lille gåtur op mod byen kommer jeg nemlig altid til at smile når jeg går over denne tilsyneladende ordinære flise, som tidens tand og tusindvis af fodgængere dog på tilfældig vis har slidt til omridset af et hjerte. Der hænder det at jeg stopper op fra storbyens hast midt på dette frimærke og sender en kærlig tanke mod jer derhjemme. Men er det pladderromantik, eller.. lidt smukt? Døm lige selv..
CC

11. september i London

2006-10-11T13:15:00.000-07:00

Hvordan 'fejrer' man 5-årsdagen for 11. september? Med de mange tusind ofre for den grufulde terror i baghovedet, tog vi et par ture til Londons Odeons for at mindes dagen med de to aktuelle film United 93 og World Trade Center.

United 93 - rørende, rammende og realistisk

Førstnævnte skulle ende med at blive lidt af en emotionel oplevelse, der endte i tårer for de ellers to hårde rødder fra forstaden. På en skræmmende original-dokumentarisk og virkelighedsnær måde gengiver den skæbnen for den eneste flykapring der ikke nåede sit mål, men i stedet endte i et dødbringende flystyrt i en skov i Pennsylvania.
£ £ £ £ £ £

World Trade Center - dybt skuffende stjerneparade

Derimod formåede sidstnævnte Hollywood-millionsatsning slet ikke at rykke undertegnedes følelser på nogen måde selvom den tydeligvis burde have været den åbenlyse vinder af de to. I bedste melodramatiske stil forsøger instruktør Oliver Stone at få Nicolas Cages stjerneansigt til at udødeliggøre en tapper brandmands skæbne, men ender i håbløs kedsommelighed, og det skulle vise sig at blive en kamp at blive siddende i to-en-halv time, hvilket er mere end man kan sige for flere andre tilskuere der udvandrede under forestillingen.
£ £ £ £ £ £

£ife in £ondon, part 2

2006-10-10T11:20:00.000-07:00

Kære alle jer der skulle have den mindste interesse for London-farerne Lasse & Casper.
Efter at være vendt tilbage til UK's midte efter en kort visit i Danmark, er tingene begyndt at tage fart. Endelig er vi begge kommet igang med vore respektive 'kald', nemlig fodbolden og musikken, og synes derfor - i forbindelse med at vi nu har et digitalkamera i hænde - at denne digitale dagbog ville være en fin måde at lade jer vide hvad vi går og roder med.
For tempoet er et helt andet i denne pulserende hovedstad, og det er svært at finde tiden til at få alle oplevelser og indtryk sendt hjem, særligt når både arbejde, eventyr og alkohol skal dokumenteres. Så her følger altså et duftspor af to vidtforskellige fyres kombinerede sammenkog fra europas gourmet-køkken- serveret så ofte som muligt £ive/from/£ondon.

KH
CC&LAS