Et uforglemmeligt nytår

Efter en uges vidunderligt julebreak i Danmark med et sandt overfloedighedshorn af god dansk julemad og glaedelige gensyn med familie, venner og bekendte, var det den 30. dec. tid til at vende hjem til Bow, for at soerge for at nytaaret blev ligesaa godt. Og hvilken et af slagsen. Efter den overdaadige festmiddag af Roeget laks, Rumpsteak og Chokolademouse var skyllet godt ned med et par gode flasker vin, tog vi turen gennem feststemte East End til Trafalgar Square, hvor et farvestraalende fantastisk festfyrvaerkeri paa slaget tolv oplyste den moerke nattehimmel. En efterfoelgende fortryllende nat fuld af knivskarb indierock, smukke italienere, brusende champagne og velsignelsen af et kamera, saa det hele kunne huskes dagen derpaa, slog fast at foerste nytaar i London ikke bliver det sidste.

CC live at The Original Songwriter's

Mandag aften skulle blive lidt af en musikalsk sejr for 'Davinci's', formerly known as Ian St. John & CC. Paa det prestigefyldte venue 'Songwriter's', hvor navne som Katie Melua og Babyshambles begge blev opdaget, gik de to unge musikere paa scenen ved titiden, og leverede et knivskarpt og velklingende saet foran det fyldte spillesteds forventningsfulde publikum. Foer aftenens to sidste numre kom den israelske cellist Guy Zion Gelem paa scenen, mens scenens eget diskantklingende flygel blev koert frem, og i en 10 minutters kraeftanstraengelse indfriede den nydannede trio publikums forventninger og forlod scenen til synet af roerte taarer og et oeredoevende bifald.

Bøsse for en aften

At leve i London må siges at være noget af en multikulturel oplevelse, hvor perspektiv, horisont og grænser konstant udvides. Disse grænser skulle imidlertid komme på en hård prøve, da vi Lørdag aften ankom til i Wembley Arena og indså at vi var de eneste tre 'straights' blandt det enorme fremøde til koncerten med New Yorker-bandet Scissor Sisters. Hvad der var blevet fremlagt som værende en rockkoncert, skulle vise sig at blive en helaftenshyldest til homoerotik, løsrivelse og tilsyneladende evig ungdom og ynde. Rædselsslagne så vi til mens mostre og morfædre i kilt og tytskørter slog sig løs i dans, omfavnelse og intimberøring, og i tavshed funderede undertegnede over hvordan vi dog skulle komme igennem det. Men som aftenen skred frem, og hits som Take your mama out, Mary, og Comfortably Numb fik den legendariske scene til at gynge, løsnede det ligeså stille op i håndledende og fistelstemmen, og som ved et trylleslag var vi pludselig et med det publikum der sprængte lydmuren i et forløsningens brøl da forsanger Jake Shears skreg "Are there any homosexuals in the audience t'nite?!?". Den vanvittige aften blev sluttet af med de to landeplager I Don't Feel Like Dancing samt Filthy/Gorgeous leveret med suveræn musikalsk træfsikkerhed, og sammen med det halve Soho forlod vi stedet med adrenalinen pumpende i blodet, og en følelse af at bøsser måske har det lidt sjovere...?

£ife in £ondon, part 3

På trods af den pulserende atmosfære og kulturelle overflåd London byder på, kommer der et tidspunkt hvor alting bliver hverdag. Således begyndte humøret og motivationen i den danske villa på Maresfield Gardens langsomt at dale, i takt med at juletiden sig hastigt nærmede.

På nettet fredag morgen viste et tilbud sig dog pludselig at fange vores interesse. Straks greb vi telefonen og kontaktede ejeren af en nyrenoveret penthouse-lejlighed på 20. etage, og fik uden tøven arrangeret en forevisning samme aften. Inden vi vidste af det, stod vi med et nyt sted at bo – kun 12 timer efter søgningens indledning.

Mandag flyttede vi ind, og kunne øjeblikkeligt konstatere, at vores nye flat var intet mindre end fantastisk; to store, lyse soveværelser, separat toilet, badeværelse med badekar, et overdådigt designerkøkken med et stilfuldt spisebord samt ovn, komfur, vaskemaskine, opvaskemaskine, køleskab, fryser, og derudover en rummelig hyggestue med loungy lædermøbler og den mest vidunderlige panorama-udsigt over det sydøstlige London.

For at fejre det store skridt blev der søndag således holdt housewarming

med manér, og tredje kapitel af £ife in £ondon var hermed skudt igang.

Britain, Britain, Britain...

Gennem længere tid har vi foran tv-skærmen nøje fulgt med i, hvordan inkarnerede britter såsom teenagebrokkehovedet Vicky Pollard, den premierminister-forelskede Sebastian,
FatFighters-instruktøren Marjorie Dawes og ikke mindst Llandewi Breffi Village's only gay Dafydd Thomas har skejet ud i den engelske comedysketch-serie, Little Britain. Derfor købte vi billetter til live-showet. Og forventningerne var meget høje, idet vi entrerede Carling Academy i Brixton. Heldigvis blev de indfriet til fulde; det skete allerede fra første færd, da Lou og hans kørestolssiddende følgesvend, Andy, som de første betrådte de skrå brædder foran de 3000 gæster, som glædeligt slog sig på lårene i skyggen af det skarpe spotlys. Yeah, I know - de sædvanlige vanvittige quotations sad stilsikkert i munden på de lige så vanvittige personer, i hvert fald lige indtil en fra publikum råbte højt. Det distraherede de to skuespillere et kort øjeblik, hvorefter de i 15 minutter trådte ud af deres forudbestemte manuskript og i stedet improviserede sig endnu længere ind i publikums lattermuskler. Det gav hele showet et ekstra pift, og da flere personer fra tilskuerrækkerne senere blev hevet op på scenen for at deltage som udnyttede idioter i de bindegale sketches, nåede showet toppen. Samlet set en uforglemmelig oplevelse, kunne vi konkludere til sidst, og derudover blev påstanden om, at Little Britain-sketchene siger det, som folk ikke tør tænke, til fulde bekræftet.
£ £ £ £ £ £

Las bænket mod Enfield FC

Acton Town FC skulle møde Enfield FC i 3. runde af den traditionsrige engelske AFA Cup, og jeg var udtaget til det betydningsfulde udebaneopgør. Enfield ligger et godt stykke nord for London, så det var en lang rejse, men på trods af det faktum tog min trofaste fan, CC, med for at se mig spille. Skuffelsen var dog svær at skjule, da jeg fik at vide at min startplads var på bænken. Flere af stamspillerne var tilbage efter skadespauser, og den lynhurtige angriber, Luke Boswell, lå alene i front. Allerede ved pausen var stillingen 3-0 til 'Old Actonians', men alligevel måtte jeg tålmodigt vente helt til midten af 2. halvleg med at løbe på banen. Fra min plads som central midfielder startede jeg øjeblikkeligt et godt kombineret angreb, der endte i en scoring. Kampen endte 5-0. Selvom jeg ikke fik lang tid på banen, nåede jeg endnu en gang at mærke den helt specielle følelse, det er at spille en kamp, hvor intensiteten er enorm. Mine team mates var tilfredse med min indsats, og umiddelbart ser det ud til at jeg er med på holdet, når der spilles turneringskamp næste weekend. Jeg håber på det bedste.

Acton Town FC (4-5-1): Noel Edghill - John Higgins (c), Paul Lambert, Stephen Cooke, Neil Johnson (Edward Owen 61.) - Michael Kendall, Graham Byrne, Chris Murphy (Lasse Skytt 67.), Lee Owen, Jamie O'Brien - Luke Boswell

CC live at POP

For tredje gang begav den sorthvide duo sig så ud i Londons natteliv for at promovere en håndfuld af Ian Saint Johns bedste kompositioner. Midt i en travl og rodet tid, hvor alting synes at drukne i arbejde og vasketøj, skulle det blive et sæt med et stænk af udmattelse og usikkerhed, og den bløde RnB-karamel virkede med ét en tand mindre velserveret end tidligere. Alligevel blev koncerten sluttet af med forrygende versioner af de i forvejen stærkeste numre, og den skræddersyede arkustik på det hippe spillested på Oxford Street hjalp de flotte passager til at blive det mest velklingende de to har leveret til dato.

Musikkens essentielle betydning

En anden uundværlig interesse, vi har dyrket i London, er den britiske rockmusik. Følgende to plader har krydret så mange gode oplevelser, at vi simpelthen er nødt til at fortælle jer om dem. Som til de stille hyggeaftener såvel som til de mere larmende party-stunder har Razorlight og The Feeling været glimrende selskab. Derfor giver vi lige et par anmeldelser af de fantastiske albums.

Razorlight - Razorlight (2006)
Med den karismatiske forsanger Johnny Borrell som frontfigur har engelsk/svenske Razorlight skabt deres andet album - en plade, der spænder vidt; fra den nypopulære dansable indierock, som tydeligt kommer til udtryk i hittet In The Morning, og over i den mere balladeprægede genre, hvor numre som America og Who Needs Love dominerer. Hele pladen tager udgangspunkt i typiske simple indierock-guitarriffs, der i smilende og tempofyldt originalitet har sneget sig ind i hjertet denne blogs kreatører. Razorlight er absolut kommet for at blive!
£ £ £ £ £ £

The Feeling - Twelve Stops And Home (2006)
The Feeling er et poprockens Picasso; her har vi at gøre med en plade, der holder, hvad den lover. Hitsinglen Never Be Lonely formår således at trække skiven helt i top med sine gennemgående træk fra artrock-genren, og er på den måde en glimrende repræsentant for pladens øvrige numre. Med alt fra tempofyldte indie-tracks til stemningsfulde ballader har The Feeling skabt noget helt exceptionelt, som i øjeblikket ikke ses andre steder i musikkens enorme univers.
£ £ £ £ £ £